Som du måske har lagt mærke til, bruger denne blog ikke bannerannoncer. Og det er jeg glad for, for nu viser det sig, at reklamer er skyld i den globale opvarmning. Som lektor og forbrugerekspert på Handelshøjskolen, Ole Thyssen påpeger, er “vores livsstil … en forbrydelse set i lyset af FN’s klimarapport”. Og det er reklamernes skyld:
Forbyd reklamer. Det er hele forestillingen om, at vi bliver mere lykkelige af at have et højt, ressourcekrævende privatforbrug, som vi skal gøre op med. Og det er reklamerne, som giver os den opfattelse, siger Ole Thyssen, der ikke tror på, at de vestlige landes forbrugere i sidste ende har viljen til at ændre livsstil.
Dette er noget jeg har argumenteret for længe. Så sent som den anden dag havde jeg en spændende diskussion med en af liberalisterne ovre fra litteratur-videnskab:
Mig: “Biler er forurenende og larmende. Den eneste grund til, at folk køber én, er fordi reklamerne hjernevasker dem til det.”
Min kammerat: “Jeg synes nu min bil er meget fornuftig…”
- “Det er fordi du ser for mange reklamer. Jeg ser kun DR, der er reklamefri, og jeg kommer lige så hurtig i skole på min cykel, som du kommer i din bil.”
“Det er fordi du bor på Amager, lige ved siden af studiet. Jeg skal hele vejen herind fra Farum…”
“Aha! Og hvorfor bor du så dér? Fordi de reklamerer!”
“Jeg vidste ikke, at der var reklamer for Farum…”
“Så har du ikke set denne kampagne om at få Voldsmose til at fremstå mere attraktiv. Det er på grund af sådanne reklamer, at der bor så mange mennesker derinde. Strandvejen, derimod, er der aldrig reklamer for - og derfor er der så få, der bor der.”
Min kammerat havde intet svar på dette argument og måtte nøjes med at fnise.
