30. December, 2006
Livsstilseksperten Mads Christensen siger det, som vi alle tænker, men som ingen tør sige: Saddam Hussein var sgu et rigtigt mandfolk. Som han (Mads Christensen, ikke Saddam) netop fortalte i “Go’ aften Danmark” hverken tryglede eller græd Saddam, da han i nat blev henrettet. Som han også pointerede, er “one man’s terrorist another man’s freedom fighter” og “i sådan en situation kan man jo aldrig vide, hvem der har ret.” Helt enig. Faktisk håber jeg, at dette er en sag, som kan få folk til at overveje deres holdninger til dødsstraffen.
Opdatering: PZ Myers har også nogle fine ord om denne stolte statsmands død.
Efter en veloverstået jul med tofu-and og bæredygtig rødkål kunne jeg med ren samvittighed se frem til det nye år. Men nu viser det sig, at jeg faktisk er racist. Fra Joseph Harker i The Guardian, Of course all white people are racist:
White people need to accept that, no matter how many anti-racist demos they’ve marched on, they inevitably make assumptions, however subconscious, which are influenced by a racist society and which help to form their views and opinions.
Jeg har i årevis protesteret mod hvide politibetjentes brutale anholdelser af sorte mennesker. Jeg har arrangeret sing-alongs, bidraget til underskriftsindsamlinger og vigtist af alt følt sympati for de sortes pinsler. Men nu viser det sig, at jeg på denne måde selv har været med til at undertrykke mine afrikanske brødre:
Every day the white power structure - be it global, national or local - makes decisions which impinge on the lives of black people. Take the Metropolitan police, who last year decided to allow people to go unpunished if caught smoking dope in Brixton, south London. This scheme was brought in without the backing of the local black population, who fear the effect on their children of scenes of overt drug taking. If the police want to experiment with drugs, why choose black people as guinea pigs?
Hvor vover politiet at lade være med at anholde folk i sorte kvarterer? Har disse folk ikke lidt nok?
Nogle højreorienterede vil nok påstå, at med sine generaliserende påstande om hvide mennesker, er det i virkeligheden Joseph Harker der er racist. Men i så fald vil man have gjort regning uden vært. Joseph Harker er nemlig sort, og kan derfor ikke være racist:
As a black man, I admit I am bound to suffer from prejudices of my own. I cannot be racist, however, because in the global order I do not belong to the dominant group. If I were to mistreat a white person, no matter how low in social status, the weight of this country’s white power structure would come down against me. As Stephen Lawrence’s parents found, this force does not come to the aid of black people.
(HT: Den neo-nationalistiske Uriaspost)
21. December, 2006
Der har været meget snak om rapporten fra de nordiske forskningsprojekt Hovdabrekka, der konkluderede, at danske journaliststuderende var venstreorienterede. Fra Informations glimrende artikel:
Hvis de danske journaliststuderende fik lov at bestemme, ville Det Radikale Venstre have mere end en tredjedel af stemmerne - og de ville kunne lave en flertalsregering sammen med Enhedslisten. Samtidig vil Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti kun få godt 10 procent af stemmerne.
Artiklen citerer også Nyhedsavisens redaktør David Trads, der siger: “Problemet med det danske mediebillede er under ingen omstændigheder, at det er for venstreorienteret. Det er det modsatte, der gør sig gældende,” hvilket jeg tror han har ret i. Undersøgelsen viser tværtimod, at de fleste medier ligger til højre for midten. Jeg har lavet en lille figur over de forskellige partiers politiske placering (se den i fuld størrelse her).

Hvis man befinder sig på den yderste højrefløj, vil alt der befinder sig til venstre for Socialdemokratiet naturligvis være “venstreorienteret”. Men som figuren viser, vil en regering bestående af Enhedslisten og Det Radikale Venstre faktisk være en center-højre regering. Og hvis Nasar Khader skal have en ministerpost, er det lige før den er højre-ekstremistisk.
Med din tilladelse og accept vil jeg gerne ønske dig en miljømæssig bevidst, social ansvarlig og kønsneutral fejring af vinterhalvårets solhverv, som foreskrevet af de foretrukne traditioner, som din religiøse eller sekulære overbevisning defineres ved, med al mulig respekt for andres religiøse/sekulære overbevisninger og/eller traditioner, eller for deres valg om slet ikke at følge nogen religiøse eller sekulære traditioner. Jeg vil også ønske dig en karrieremæssig succesrig, personlig tilfredsstillende og medicinsk ukompliceret anderkendelse af påbegyndelsen af det generelt accepterede kalenderår 2007, dog ikke uden respekt for kalendersystemer fra andre kulturer, hvis bidrag til samfundet er med til at gøre Danmark bedre. Dette er ikke for at antyde, at Danmark nødvendigvis er bedre end andre lande, eller at “Danmark” er det eneste accepterede navn for dette areal. Denne lykønskning bør ikke opfattes som værende fordømmende overfor modtagerens race, overbevisning, farve, alder, fysiske evner, religiøse tro eller seksuelle præferencer.
20. December, 2006
I en tid, hvor selv folk, der tidligere støttede Ungdomshuset, nu siger ting som “de møgunger skal ud, og det kan ikke gå for hurtigt”, er det rart at se, at der er stadig er nogle fornuftige mennesker tilbage. Blandt andet Enhedslisten, der dagen efter optøjerne tog skarpt afstand fra politiets opførsel. Men tak skal også gå til forfatter/instruktør Gunhilde Brethvad, der i dagens Politiken skriver:
I er ikke fjenden - I unge - selv om nogen opfatter jer som terrorister og den slags - men I er med til at ruske op i andedammen, så den ikke gror til i andemad - I er med til at holde gryden i kog med jeres ungdommelige insisteren på at indrette jer, som I har lyst. Nemlig sammen med andre.
Det kan godt være, at der bli’r knust nogle ruder og lavet hærværk, men nogen skal jo gøre opmærksom på, at smafundet ikke kun er bygget til og for dem, der har penge, man at der også er andre værdier, der er værd at værne om.
Mit barnebarn Emma sagde, da hun var syv år: “Jeg mærker livet bruse i mig”.
Tak til jer for jeres kejtede måde at sige det samme på. Og held og lykke med jeres liv.
Nogle fejrer livsglæden ved at samle ind til de fattige i Sudan. Andre gør det ved at kaste brosten og kanonslag efter politiet. Sådan er vi alle så forskellige og der skal vel være plads til alle.
19. December, 2006
I lørdags berettede jeg om Forældre mod Politibrutalitet, der protesterede mod “politiets tortur mod forsvarsløse demonstranter.” Nu har pamper-kapitalisten Thomas Lønbæk så sent mig en artikel, der afslører, hvor galt det står til. Fra Avisen.dk:
»Og så havde politiet ikke lige tænkt over, at de fleste var vegetarer, så vi fik bare nogle sandwich med skinke smidt ind,« siger den slukørede juletræssælger, mens han som en af de første denne dag venter på dommen i et lufttæt retslokale, pakket med mobilsamtalende journalister what a day!!
Hvor længe skal vores dyreelskende kammerater tvinges til at fortære deres egne brødre og søstre? Hvor længe skal vi se på, at det danske politikorps bruger Genéve-konventionen som toiletpapir? Hvor længe skal der gå, før retfærdigheden vil ske fyldest, og Anders Fogh, George Bush og Naser Khader vil blive lagt i lænker og ført til kagstrygningspælen?
18. December, 2006
For nogle dage siden skrev jeg et indlæg, hvori jeg roste DR for deres ihærdige indsats for at skabe opmærksomhed omkring dokumentaren “Den hemmelige krig”. I mit indlæg takkede jeg DR for deres kamp for at vælte Anders Fogh Rasmussen, og udtrykte min glæde over at være licensbetaler. Det lader til, at der er nogen i DRs ledelse, der læser min blog; redaktionschef Anders Kappel har ihvertfald sendt en lignende besked til DRs medarbejdere, hvori han takker dem for at vælte den konservative fødevareminister Lars Barfoed. Fra gratisavisen 24 Timer:
Kære venner,
Barfoeds afgang kan spores tilbage til den ihærdige indsats fra vores dygtige kolleger på Kontant. Havde de ikke bidt sig fast efter deres første brag med afsløringerne af Thulins rådne kød med den efterfølgende afdækning af, hvor meget det sejlede hos Fødevarekontrollen, så var Rigsrevisionen ikke blevet sat på sagen… og Barfoed havde ikke behøvet at tage til droniningen på en regnvåd torsdag…. Et stort tillykke til Kontant-redaktionen!
Husk at minde vores mediekunder om, hvorfor det er fedt at være licensbetaler - ved hjælp af behørig kreditering af Kontant i artikler, speaks, spib’er og kgn’er når det kan passes ind…
Mvh.
Anders Kappel
Redaktionschef
17. December, 2006
I denne tid, hvor både politikere og medier har travlt med at give Ungdomshuset skylden for gårsdagens uroligheder, er det rart at se, at det ikke er alle, der har mistet proportionssansen. Som Knud Foldschack, der er advokat fra Fonden Jagtvej 69, siger:
I al ulykken ser jeg det som et lyspunkt, at politiet ikke valgte at rydde Ungdomshuset og gå med på Ruth Evensens fundamentalistiske voldsbølge.
Ganske enig. Allerede nu har en ung autonom mistet sine fingre, da en bombe tiltænkt politiet gik af i hånden på ham. Hvor meget blod skal flyde, før Ruth Evensens voldsbølge bliver stoppet?
Ifølge Knud Foldschack er både de unge, politet og borgere og forretningsdrivende på Nørrebro gidsler i et scenarie, hvor københavnske politikere ikke vil vedstå deres ansvar for problemerne, og hvor frikirken Faderhusets leder Ruth Evensen »i månedsvis har søgt konfrontationen«.
Han tænker nok på begivenheden sidste måned, hvor Faderhuset nok så provokerende havde været i den bygning, hvor de unge mennesker var ved at kaste med maling. Måden, hvorpå de kristne fanatikere stod og kiggede ud af vinduerne, var så konfrontationssøgende, at de unge mennesker følte sig nødsaget til at gå ind og rasere en børnegudstjeneste. Vil de kristnes voldsbølge ingen ende tage?
16. December, 2006
Jeg er glad for at se, at mine venner fra Ungdomshuset kommer fra gode og opbyggelige hjem, hvor forældrerne støtter deres fritidsaktiviteter. Fra Politiken:
Idun Varvin var sammen med en række andre forældre fra blandt andet Forældre mod Politibrutalitet til møde mandag med politidirektør Hanne Bech Hansen, hvor de ville protestere mod politiets tortur mod forsvarsløse demonstranter.
Dette er nogle meget alvorlige anklager, og jeg mener, at der skal nedsættes en kommision til at undersøge, om politiet torturerer de forsvarsløse demonstranter. Hvis anklagerne er sande, må politidirektør Hanne Bech Hansen stilles for en rigsret, og Danmark må alvorligt overveje sin tilstedeværelse i Ungdomshuset.
Nu må det da stå klart for politikerne, at vi mener det alvorligt! Hvis ikke vi får Ungdomshuset, kan Nørrebros beboere få lov til at samle deres tænder op med brækkede fingre. Jeg er helt enig med Nørrebros Handelsforening: Københavns Kommune bør betale erstatning for alle skaderne. Jeg kan ikke forestille mig nogen, som det er mere nærliggende at holde ansvarlig.
Jeg håber, at det efterhånden står klart for beboerne på Nørrebro, at det er i deres egen interesse at give autonome og andre politisk interesserede unge et samlingssted midt på Jagtvej. Jeg har derfor, med tak til en af Politikens fotografer, kreeret dette lille banner, som forhåbenligt kan få folk til bedre at forstå os.